Årets Werther-pris går til journalisterne Else Marie Nygaard og Maja Funch

Vær opmærksom på at denne artikel er arkiveret. Artikler i arkiv bliver ikke opdateret og kan indeholde brudte link eller forældet information.

Werther-prisen 2017 går til Else Marie Nygaard og Maja Funch for artikelserien ”På kanten af livet”, som blev trykt i Kristeligt Dagblad i foråret 2017. Prisen uddeles på Verdensdag for Selvmordsforebyggelse d. 11. september 2017. Sammen med prisen følger 10.000 kroner.

Begrundelsen

Formålet med artikelserien var at beskrive det alvorlige og vigtige samfundsemne, som selvmord er uden at forværre situationen for pårørende eller tilskynde personer, der måtte gå i selvmordstanker. Else Marie Nygaard og Maja Funch går helt tæt på det enkelte individs historie og bringer gennem personlige interviews viden om, hvor hårdt det er at have selvmordstanker, og hvor svært det er at være pårørende til en person med selvmordstanker.

Hver eneste artikel i serien var ledsaget af telefonnummeret til Livslinien, ligesom der i den faktaboks, der ledsagede de fleste artikler, var redegjort for avisens etiske overvejelser i forbindelse med serien.

Denne tekst blev senest opdateret den 23/11/2017