LMS – telefonrådgivning for nydanskere

Vær opmærksom på at denne artikel er arkiveret. Artikler i arkiv bliver ikke opdateret og kan indeholde brudte link eller forældet information.

Hver onsdag vil LMS nydanske rådgivere anonymt kunne træffes mellem kl. 17.00 -18.00. De sidder klar til at tale med enhver og har kyndige råd og vejledning klar.

LMS øvrige telefonrådgivning har åbent mandag til torsdag mellem kl. 18.00 og 20.00 på tlf. 70 10 18 18. Dog ikke på helligdage.

På telefonrådgivningen kan man:

  • få hjælp til at dele den bekymring og de problemer der kan opstå i forbindelse med en spiseforstyrrelse eller selvskade
  • få rådgivning om de forskellige former for spiseforstyrrelser og selvskade
  • få rådgivning om forskellige behandlingsmuligheder for spiseforstyrrede og selvskade
  • få vejledning til at søge yderligere hjælp
  • få rådgivning omkring hvor/hvordan hjælpen findes

Den generelle rådgivning er bemandet af frivillige mænd og kvinder i alderen fra ca. 24-55 år. Nogle af de frivillige rådgivere er selv tidligere spiseforstyrrede, mens andre har erfaring med spiseforstyrrelser og selvskade på anden vis.

Alle frivillige er rekrutteret og udvalgt direkte af LMS selv og har gennemgået en grundig uddannelse internt i foreningen forud for deres rådgivningsarbejde.

Under uddannelsen er rådgiverne blevet undervist af professionelle behandlere, bl.a. i ydre og indre billeder af spiseforstyrrelser og selvskade samt i områderne krise og tab. Endvidere er rådgiverne blevet undervist i rådgivningsteknik, telefonrådgivning, samtaleteknik, spørgeteknik samt aktiv lytning.

Rådgiverne modtager herudover løbende efteruddannelse samt supervision som led i kvalitetssikringen af det frivillige rådgivningsarbejde.

Man er velkommen til at henvende sig anonymt til LMS’s telefonrådgivning.

Alle rådgivere har tavshedspligt, om de opkald der modtages.

Denne tekst blev senest opdateret den 30/08/2010