Ny dansk forskning tester central selvmordsmodel i ungt dansk befolkningsudsnit

Forskere fra Center for Selvmordsforskning har i samarbejde med professor Rory O´Connor testet IMV-modellen (Integrerede motivation-vilje selvmordsmodel) i et nyt studie, som er publiceret i BMC Psychiatry. Modeltest er ikke tidligere sket på baggrund af danske data og i dette studie anvendes data fra 1.581 danske skoleelever i alderen 13-19 år.

IMV-modellen er en af de mest anvendte teoretiske modeller til at forstå selvmordsadfærd. Den beskriver, hvordan selvmordstanker opstår, og hvordan man bevæger sig fra tanker til handling, opdelt i tre faser: den præmotivationsfase, motivationsfasen og viljefasen

 

Hvad fandt studiet?

Studiet viser, at IMV-modellens centrale antagelser passer godt til data fra en dansk ungdomsgruppe. Konkret fandt forskerne:

  • En stærk sammenhæng i kæden: følelse af nederlag → følelse af at være fanget i nederlaget → selvmordstanker → selvskade eller selvmordsforsøg
  • Gruble og depression forstærkede forbindelsen mellem oplevelsen af nederlag og følelsen af at være fanget i nederlaget
  • At forestillinger om egen død spillede en vigtig rolle i overgangen fra selvmordstanker til selvskade
  • At oplevet byrde og manglende tilhørsforhold var vigtige faktorer i overgangen fra følelsen af fangeskab til selvmordstanker

 

Hvorfor er det vigtigt?

Studiet understreger værdien af at anvende IMV-modellen i klinisk praksis, ikke blot til at forstå selvmordsadfærd, men også som grundlag for at udvikle målrettede indsatser for unge i risiko. Frem for at fokusere udelukkende på generelle risikofaktorer peger modellen på specifikke psykologiske mekanismer, som kan adresseres i behandling og forebyggelse.

Studiet er et vigtigt skridt mod mere nuancerede og individualiserede tilgange til selvmordsforebyggelse blandt unge i Danmark.

 

Reference: Christiansen, E., Konieczna, A., Larsen, C. P., Jakobsen, S. G., & O’Connor, R. C. (2026). Testing the Integrated Motivational-Volitional Model of suicidal behavior in a young Danish population. BMC Psychiatry, 26, 398.

Læs den fulde artikel her: https://doi.org/10.1186/s12888-026-08049-2

Denne tekst blev senest opdateret den 27/05/2026