Sårbarhed blandt anbragte unge

Fra rapportens forord

Børns vilkår har siden sidste halvdel af 1800-tallet og frem til i dag haft voksende betydning for samfundet. Børn er samfundets grundpiller, men nogle vokser op blandt familier, som ikke har de nødvendige ressourcer til at tage sig ordentligt af dem. Før de første socialreformer i slutningen af 1800-tallet samt K.K. Steinckes socialreform i 1933 var forældreløse, børn født uden for ægteskabet eller børn uden opsyn overladt til et liv enten på gaden, blandt tvivlsomme plejefamilier eller på fattiggården (Lützen, 1998). Socialreformerne indførte kontrol og tilsyn med anbringelsen af børn, så anbragte børns vilkår blev forbedrede.

Det for det meste gode plejesystem vi har i dag kan imidlertid ikke fjerne det faktum, at der oftest ligger en tragisk historie bag, når børn bliver anbragt på børnehjem eller i en plejefamilie. Bag ved anbringelsen kan ligge en forhistorie med eksempelvis vold og incest i hjemmet, psykisk uligevægtige forældre eller forældrenes død (Egelund et al., 2009).

Al forskning tyder på, at anbragte børn har et væsentligt sværere liv end ikke-anbragte børn (Egelund et al., 2009). I forhold til selvmordsadfærd ligger den nyeste danske forskning på området imidlertid en del år tilbage. Baggrunden for denne rapport er en bevilling fra Social- og Integrationsministeriet til at belyse belastende og beskyttende faktorer for selvmordsadfærd blandt særligt sårbare grupper, herunder anbragte unge. Forskningsbaseret viden vil kunne bidrage til øget viden blandt de relevante faggrupper, som arbejder med anbragte børn og unge.