Årets Papageno-pris går til Jonas Bisgaard Kristensen, Jydske Vestkysten

Vær opmærksom på at denne artikel er arkiveret. Artikler i arkiv bliver ikke opdateret og kan indeholde brudte link eller forældet information.

Papageno-prisen 2019 – den tidligere Werther-pris – går til journalistpraktikant Jonas Bisgaard Kristensen for sin artikelserie i JydskeVestkysten om efterladte efter selvmord. Prisen uddeles i anledningen af Verdensdagen for Selvmordsforebyggelse på konferencen i Hillerød den 10. september 2019. Sammen med prisen følger 10.000 kroner.

Begrundelsen

Jonas Bisgaard Kristensen har skrevet en flot og velafvejet artikelserie i JydskeVestkysten, hvor der sættes fokus på selvmord og efterladte efter selvmord. Artikelserien blev bragt i julen 2018.

Selvmord omtales i artikelserien af Jonas Bisgaard Kristensen på en sober, respektfuld og informativ måde. Der er personlige beretninger, fakta om selvmord, henvisninger til, hvor selvmordstruede kan søge hjælp og kildehenvisninger.

Priskomiteen understreger, at det er meget velvalgt at bringe artiklerne i julen, hvor flere har tid til at læse avis. Julen er for mange den tid, hvor det kan være sværest at være efterladt. – Det er den tid, hvor det bliver meget synligt, at man ikke længere er den familie, man var engang.

Jonas Bisgaard Kristensen skrev artikelserien, da han i efteråret 2018 var journalistpraktikant på JydskeVestkysten.

Om Papageno-prisen

Det er 14. gang prisen uddeles i Danmark. Prisen gives til mediearbejdere, som gennem deres virke har belyst selvmordsproblematikken på en etisk og oplysende måde over for offentligheden. Prisen har her i 2019 skiftet navn for at sætte fokus på forebyggelse fremfor risikoen ved omtale af selvmord. Hvor den tidligere var opkaldt efter Goethes roman ”Den unge Werthers lidelse”, som efter udgivelsesdatoen i 1774 blev efterfulgt af en stigning i
antallet af selvmord, så er den nu opkaldt efter fuglefængeren Papageno fra Mozarts opera Tryllefløjten.

Papageno bliver selvmordstruet, da han tror, han har mistet sit livs kærlighed, Papagena. Da han vil tage sit liv, griber tre ånder ind og viser Papageno, at der er bedre måder at håndtere situationen på. Man taler ligefrem om ”Papageno- effekten” i forskning i mediernes omtale af selvmord og selvmordsforsøg. Medieomtalen skal f.eks. gerne give svar til selvmordstruede på, hvordan man kan klare en krise, hvordan man kan få hjælp – og hvad man kan gøre som pårørende til en selvmordstruet.

Tanken bag prisen

Formålet med Papageno-prisen er følgende:

  • at forebygge gennem information
  • at undgå tabuisering
  • at tage hensyn til og beskytte de efterladte
  • og at oplyse om mulighed for hjælp og behandling for selvmordstruede og efterladte.

Retningslinjerne for tildeling af prisen ligger i forlængelse af WHO’s anbefalinger, som kan ses menupunktet presserum.

Inspiration fra Belgien

Ideen til en mediepris med det formål at forebygge selvmord stammer fra Belgien, hvor man indstiftede en lignende pris i 2003. Papageno-prisen blev første gang uddelt i Danmark i 2005 – dengang under navnet Werther-prisen.

Tidligere prismodtagere

2018: Journalist Jonas Damstrup Fried, DR
2017: Journalisterne Else Marie Nygaard og Maja Funch, Kristeligt Dagblad 2016: Sygeplejerske og forfatter Jorit Tellervo
2015: Journalist Sine Skott Andersen, TV2 Fyn
2014: Sportsjournalist Dan Philipsen, Jyllands-Posten
2013: Instruktør og skuespiller Lotte Andersen, dokumentar 2012: DRs ungdomsprogram TVÆRS på P3
2011: Psykolog Birgitte Andersen og fotograf Torben Åndahl
2009: Psykolog Bente Hjorth Madsen, hjemmeside www.forebygselvmord.dk 2008: Programmedarbejderne Cecilie Elmose Warnich og Cecilia Sejer, DR 2007: Journalist Tommy Byrne, Fyens Stiftstidende
2006: Redaktør Thorkild Nyholm, DR 2005: Journalist Inger Anneberg, a4media

Bag initiativet i Danmark står en arbejdsgruppe bestående af Merete Nordentoft, Foreningen for Uddannelse og Forskning i Selvmordsadfærd, Annemarie Knigge, Landsforeningen for efterladte efter selvmord, Kir Klysner, Dansk Journalistforbund og Trine Banke d’Andrade, Center for Selvmordsforskning.

Prisen overrækkes den 10. september 2019 klokken 11.45 af Merete Nordentoft fra Foreningen for Uddannelse og Forskning i Selvmordsadfærd. Overrækkelsen sker på konferencen i anledningen af Verdensdagen for Selvmordsforebyggelse, som afholdes på Nordsjællands Hospital i Hillerød.

Oversigt over artiklerne af Jonas Bisgaard Kristensen

SØNDAG 23/12- 2018
Forening for efterladte har ingen lokalkreds i Syd- og Sønderjylland
Casper lever videre gennem sine døtre

MANDAG 24/12-2018
Folk med selvmordstanker udveksler erfaringer på Facebook
I dag husker Kurt, at han aldrig skal give op

ONSDAG 26/12-2018
Mange ringer forgæves til Livslinien med selvmordstanker 
I dag kan Lotte Ohlsen tænke på sin datter uden at græde 

FREDAG 28/12-2018
Maria fik aldrig sagt farvel før morfars selvmord 

LØRDAG 29/12-2018
Kolding-præst har begravet 12 selvmordere: Dødsårsagen skal nævnes til begravelser efter selvmord

Foto af Jonas Bisgaard Kristense kan downloades via Presswire.

Denne tekst blev senest opdateret den 01/02/2024