Ny Centerleder hos Center for Selvmordsforskning
Vær opmærksom på at denne artikel er arkiveret. Artikler i arkiv bliver ikke opdateret og kan indeholde brudte link eller forældet information.
Christina Petrea Larsen tiltrådte 1/9 2020 stillingen som Centerleder hos Center for Selvmordsforskning, Odense.
Christina kommer dog ikke helt udefra. Hun er hentet fra egne rækker, hvor hun har siddet som konstitueret centerleder i 20 måneder siden tidligere Centerleder, Lilian Zøllner, gik på pension med udgangen af 2018. I de 20 måneder har Christina ledet Centret gennem en turbulent tid, hvor selve Centrets eksistens hang i en tynd tråd. Forinden har Christina været ansat i centeret siden 2012.
Under sin tid som konstitueret leder har Christina formået, at åbne op for nye samarbejder og lægge en strategi for fremtidige indsatser, samtidig med at hun har arbejdet for Centrets fortsatte beståen.
Bestyrelsesformand Ole Kamp understreger: – Christina har vist et overblik og en handlekraft i sin tid som konstitueret Centerleder. Det har selvfølgelig været væsentligt, og samtidig valgte vi hende som ny leder, fordi vi kan se centrets fremtid i de visioner, hun præsenterede i sin ansøgning, og som hun kunne stå på mål for i samtalen. Vi forventer os meget af Christina og tror på, at hun har det, der skal til for at føre centret ind i lang række frugtbare forsknings- og formidlingssamarbejder. Med Christina ved roret er CFS på vej mod en spændende og visionær fremtid, hvor vi ser hendes evne til hele tiden at åbne frugtbare, tillidsfulde samarbejdsrelationer som en vigtig forudsætning.
Christina uddyber: Jeg er utrolig glad for den tillid bestyrelsen har vist mig ved ansættelsen som Centerleder. Det er fantastisk at kunne fortsætte og implementere den strategi og de visioner, som jeg har for Center for Selvmordsforskning i samarbejde med centrets engagerede medarbejdere. Vi har gennem de sidste mange måneder fået igangsat forsknings- og formidlingssamarbejder og de samarbejder samt flere, ser jeg frem til at arbejde videre med. Selvmordsforebyggelse er både en tværfaglig og tværsektoriel problemstilling, og denne tilgang vil afspejles i Centrets formidlings- og forskningsarbejde.