Werther-prisen 2008
Vær opmærksom på at denne artikel er arkiveret. Artikler i arkiv bliver ikke opdateret og kan indeholde brudte link eller forældet information.
DR dokumentar modtager Werther-prisen 2008
Werther-prisen går i år til DR’s radio-dokumentar, En 15-årig skal jo ikke dø, der er tilrettelagt af Cecilie Elmose Warnich og Cecilia Sejer.
På nænsom men hudløs facon skildrer radioudsendelsen det ufattelige tab, et forældrepar sidder tilbage med efter deres barns selvmord. Det lykkes på forbilledlig vis de to tilrettelæggere at viderebringe forældrenes sorg, tanker og bestræbelser på at leve videre som en hel familie med to tilbageblevne børn.
Priskomiteen er af den opfattelse, at udsendelser som denne kan være med til at skabe åbenhed omkring de efterladtes situation og være med til at undgå, at selvmord bliver tabuiseret. I bedste fald kan udsendelsen være med til, at andre tør dele deres historie, så lyttere, seere og læsere kan reagere mere hensigtsmæssigt og nænsomt, hvis nogle i omgangskredsen bliver berørt af selvmord eller selvmordsforsøg.
Udsendelsen kan høres – eller genhøres – her
Den særlige mediepris, der gives til mediearbejdere, som gennem deres virke har belyst selvmordsproblematikken på en etisk og oplysende måde over for offentligheden. Læs mere om mediernes omtale af selvmord her.