Hvem skal have årets Papageno-pris 2024?

Nu er der mulighed for at indstille kandidater til Papageno-prisen 2024.

Prisen uddeles for at sætte fokus på, at medieomtale kan være med til at forebygge selvmord, hvis den sker på en sober, respektfuld og informativ måde. Fornuftig medieomtale af selvmord kan nemlig få selvmordstruede til at søge hjælp. 

Til september 2024 uddeles Papageno-prisen – den tidligere Werther-pris – for 18. gang, og nu efterlyses kandidater til at modtage prisen. Prisen uddeles til en eller flere personer eller organisationer, der på en sober og konstruktiv måde omtaler selvmord, selvmordsforebyggelse og de efterladte.

Sidste år gik prisen til pianisten og komponisten Frans Bak for hans unikke koncept for efterladte efter selvmord: Sange til min mor – sange om sorg og kærlighed efter selvmord. Tidligere er prisen også uddelt til f.eks. journalister, psykologer, frivillige, en filminstruktør og en sygeplejerske.

Prisen er på 10.000 kroner og uddeles i forbindelse med afholdelsen af Verdensdagen for Selvmordsforebyggelse.

Alle kan indstille en kandidat til prisen, og det sker således:

  • Indstillinger skal sendes til Christina Petrea Larsen, Center for Selvmordsforskning på e-mail: crpe@cfsmail.dk
  • Der skal være tale om en motiveret indstilling på maksimalt et A4-ark vedlagt eksempler på eller henvisninger til kandidatens arbejde
  • Vær opmærksom på, at kandidaten selv skal kunne acceptere indstillingen
  • Kontaktoplysninger på kandidaten skal fremgå af indstillingen (tlf. og mail)
  • Sidste frist for indstilling af kandidater er fredag d. 21. juni 2024 klokken 12.00.

Læs hele pressemeddelelsen her

Bag initiativet i Danmark står en arbejdsgruppe bestående af:

  • Merete Nordentoft, Foreningen for Uddannelse og Forskning i Selvmordsadfærd
  • Annemarie Knigge, Landsforeningen for efterladte efter selvmord
  • Kir Klysner, Dansk Journalistforbund
  • Christina Petrea Larsen, Center for Selvmordsforskning

Formålet med prisen og retningslinjerne for tildelingen af prisen ligger i forlængelse af WHO´s anbefalinger, som kan læses her.

 

Denne tekst blev senest opdateret den 18/04/2024