IMV-modellen: Hvordan kan vi identificere de personer, som handler på deres selvmordstanker?
I denne video gennemgår vi IMV-modellen. Det er en teoretisk model, der kan give en større forståelse for, hvilke faktorer som leder til selvmordshandlinger. Potentielt kan den være medvirkende til at forebygge selvmord.
Modellen indeholder tre faser, der beskriver udviklingen fra selvmordstanker til selvmordshandling. Den første fase omhandler grundlæggende faktorer i den enkeltes baggrund, der kan have betydning for udviklingen af selvmordstanker. Anden fase beskriver processen, hvorved selvmordstanker kan udvikles. Tredje og sidste fase beskriver udviklingen fra selvmordstanker til selvmordshandling.
Det er vigtigt at understrege, at der er mange faktorer, der kan føre til selvmord. Modellen beskriver et komplekst samspil mellem forskellige faktorer, der kan være med til at mindske eller øge risikoen for at selvmordstanker fører til selvmordshandlinger.
Læs mere om IMV-modellen her.
Center for Selvmordsforskning har i løbet af foråret 2023 udarbejdet fem videoer til brug i undervisningen af social- og sundhedsassistenter. Disse videoer udgør en del af SOSU-projektet, som er et samarbejde mellem Center for Selvmordsforskning og Center for Selvmordsforebyggelse – Region Syddanmark. Projektet har modtaget støtte fra Psykiatrien i Region Syddanmark samt Sundhedsstyrelsen.